Man kan få dårlige nerver af mange ting. Og under et spil poker er der særligt risiko for at man kan udvikle sarte nerver i kølvandet på sine modstanderes måde at opføre sig på.

Hjemmesiden PokerPlayerNewspaper har samlet en række af de rigtig irriterende kommentarer, som man bare IKKE gider at høre på ved bordet.

Der er komplimenten, som egentlig ikke er sand. Det er når nogen siger ”godt spillet”, når man lige er blevet elimineret fra en turnering. I virkeligheden ville man jo stadig SPILLE i turneringen, hvis man havde ”spillet godt.” Derfor: Hvis du er en af dem, der forsøger at rose modstandere, der lige er blevet slået ud, så LAD VÆRE!

I stedet for kan du f.eks. sige ”det var rart at spille med dig.” På den måde udtrykker man sin sympati uden at træde i, at de er blevet smidt ud af spillet.

Et andet udsagn, som man hører fra tid til anden er ”Okay, lad os satse.” For det første er poker et spil, der handler om evner, viden, matematik, psykologi og strategi. At ”satse” er stik i mod alt det, som poker virkelig står for. Når en pokerspiller siger det, så tænker forfatteren til artiklen i PokerPlayerNewspaper to ting: Enten er spillerens hånd virkelig så ufattelig svag, at et ”sats” er den eneste grund til at spille videre. Eller også sidder han med et ES og en rigtig dårlig kicker, som enhver normalt tænkende pokerspiller ville smide væk.

En spiller, der ”satser” er en indikation på, at han eller hun ikke er en ægte pokerspiller, men blot en person, som ligeså godt kunne stå ved rouletten eller den enarmede tyveknægt.

Udsagnet ”jeg havde en fornemmelse” er også noget, der kan gå andre pokerspillere på. Talemåden bliver normalt brugt af en spiller, der bliver slået af en bedre hånd. Ved at sige ”jeg havde en fornemmelse,” så afslører du virkelig dine kvaliteter – eller mangel på samme – som pokerspiller.

”Jeg var rigtig heldig” eller ”Det var egentlig din hånd, men jeg var heldig” er det som forfatteren til artiklen i PokerPlayerNewspaper siger i stedet for. Den måde at sige tingene på betyder, at modstanderen ikke kan læse, hvor god man egentlig er på ens udsagn. Man indrømmer ikke noget – og man siger bestemt ikke, at man havde noget på ”fornemmelsen”. For det viser blot, at man ikke tæller sine kort.